Det sker / Lokale nyheder / SyrenBogen - en hyldest til de sydfynske syrener
 
Syrendage i maj 2018
Af Susanne Jervelund

Vores syrenhegn er et af de lokale særpræg, som mange måske ikke lægger mærke til. Men i de senere år, er flere projekter og arrangementer dukket op i maj måned hvor syrenerne blomstrer.
Sydfynske Syrendage holdes sidste weekend i maj, hvor der er udstillinger og guidede tur til ”Syrenland”. Her i vores lokalområde er vi godt repræsenteret med flere syrenruter i den fælles folder, som blev udgivet sidste år.

De fleste syrenhegn er mindst 150 år gamle. Men mange er forsvundet på grund af den almindelige rydning af hegn. I dag er der brug for store marker og ikke læhegn.
Syrenhegn passes ligesom øvrige hegn langs veje og marker med en hegnsklipper, der efterlader hegnene som høje smalle hække, med lidt grønt i toppen.

Det er dog en plejemetode, som ikke passer særlig godt til syrenhegn. For resultatet af denne klippepraksis er, at vi får kedelige bare hegn, men få blomster i toppen. Derfor er er her i Svanninge, nærmere bestemt ved Grubbe Mølle begyndt på et særligt ”syrenhegnsklipningsprojekt”. Her vil vi gerne vise, hvordan syrenhegn ser ud når det klippes / beskæres på forskellig måde.
Det hvide syrenhegn langs den tidligere Assens-Faaborg landevej er blevet opdelt i tre lige store stykker. Det er så hensigten, at hvert afsnit af hegnet skal plejes på en bestemt måde. Det er følgende metoder:

1. Syrenhegnet klippes med moderne entreprenørmateriel.
Denne tredjedel af hegnet klippes på den moderne måde, hvor store entreprenørmaskiner sideklipper hegnet.

2. Syrenhegnet udtyndes hver vinter
Brændsen var en vigtig ressource. Derfor var det en fast vintertjans for unge karle, der var ude at tjene på gårdene, hver vinter at udtynde hegn. Det skete i januar og februar måned, hvor der kunne køres på de frosne marker. Hegnet blev gået igennem, og alle grene og stammer tykkere end en arm, blev skåret ned og slæbt ind på marken. Så kunne de køres hjem og saves til brænde.

3: Hegnet nedskæres helt hvert 7. år
Da syrenhegnene blev plantet for over 200 – 150 år siden, var der mangel på brændsel. Alt blev udnyttet og det gjaldt også syrenerne. Det var jo godt brændsel, især godt til komfurerne som risbrænde. Hver gård delte sine hegn op i syv lige store dele og hvert syvende år blev hver del skåret ned. Det skete i januar eller februar måned og risene blev kortet ned til risbrænde med en økse eller måske med en kvashugger.


I vinteren 2017 blev de første etaper af hegnet dels nedskåret, dels udtyndet. Ihærdige hjælpere fra Lokalrådet for Faldsled, Millinge og Svanninge klarede nedskæring og udtynding i løbet af et par timer.
Den kommunal hegnsklipper var forbi i oktober 2017, hvor den rigtige tredjedel af hegnet blev sideklippet.
Vi fortsætter plejen af egnet i 2017, og ser frem til at følge udviklingen af hegnets udseende. Det er naturligvis håbet, at vi kan få skabt klarhed over hvilken plejemetode der giver den smukkeste hegn, og at vi kan udbrede ”best practice” til øvrige hegn her på egnen.
Følg arbejdet med hegnet på lokalrådets webside, og information om Sydfynske Syrendage og aktiviteter på visitfaaborg.dk og www.syrenland.dk
 
 
 
Syrenhegn med Svanninge Kirke i baggrunden
Ved denne tid sker der hvert år noget magisk og meget unikt på Sydfyn!

Fra nu og nogle uger frem er Sydfyn indhyllet i blomstrende syrenhegn langs veje og på marker.
 
Et betagende syn som er baggrunden for, at Betty Jacoby & Henrik Jessen Toft i samarbejde med Nina Kirstine Brandt - udgiver "SyrenBogen - en hyldest til de sydfynske syrener".

Dette fejres med reception og syren-udstilling i Den Voigtske Gaard i Faaborg

Fredag den 22. maj 2015 kl. 14-17:
Reception og præsentation af bogen, syrenudstilling samt salg af syrener og bøger

Lørdag den 23. maj kl. 11-14:
Syrenudstilling samt salg af syrener og bøger

Mandag den 25. maj kl. 14-17:
Syrenudstilling samt salg af syrener og bøger

På syrenudstillingen kan du blandt andet:
  • se Lars Skaanings landskabsfotografier fra bogen
  • se og købe syrener i potter fra Europas største syrensamling (Heides Planteskole, Thisted)
  • se malerier af og møde den russiske syrenmaler Anatoly Speka
  • få inspiration til din egen syrenhave af Fuglsang Haver og købe SyrenBogen og få den signeret
Reception og udstilling:
Fredag den 22. maj 2015 kl. 14-17 - reeption og præsentation af bogen
Lørdag den 23. maj 2015 kl. 11-14 - udstilling og salg af syrener og bøger
Mandag den 25. maj 2015 kl. 14-17 - udstilling og salg af syrener og bøger
 
Adresse:
Den Voigtske Gaard, Vestergade 1, 5600 Faaborg