Det sker / Lokale nyheder / Læserbrevsdebat

Læserbrevsdebat

 
Læserbrev i Faa d. 1.4.2015
 
Hundelort hører under vejloven
 
Ligeså meget som jeg elsker hunde, ligeså meget hader jeg deres røvhuller og for nogles vedkommende deres uansvarlige og superegoistiske ejere.
Det er ufatteligt, at der findes en lovgivning, dyreværnsloven, som blandt andet foreskriver, at ejeren skal sørge for dyrets velbefindende, underforstået, at dyret skal have vand og føde ind i den ene ende.
Men når det kommer til det, det kommer ud i den anden ende, findes der ingen specifik lovgivning.
Der er ikke nogen lov, der konkret henviser til hunde og kattes efterladenskaber, så i praksis henvises til både vejloven og færdselsloven.
I følge vejloven er det forbudt at efterlade affald på vejarealer, herunder fortove, og det gælder altså også hundelort. Reglen gælder både offentlige veje og private fællesveje i byer.
Der er rejst sager, hvor der er foretaget sigtelse efter færdselsloven, som siger: der må ikke på vej henkastes eller efterlades noget, der kan være til fare eller ulempe for færdslen. Come on, Jane Heidtmann, vi har snart kun turister og hundelorte i vores ellers så dejlige by. Turisterne vil vi gerne beholde.
 
Mikael Fragtmand Hansen, Priorensgade 40 Faaborg

 

Læserbrev i FAA d. 30.3.2015

Lortekampagne har virket
 
Tirsdag eftermiddag havde jeg fornøjelsen af at gå turen ad Langelinie uden at bemærke en eneste frisklagt hundelort.
 
Så tak til Karen Bønneland for hendes opsang til hundeluftere, der ikke samler op efter deres firbenede venner.
 
Det ser ud til at virke - i hvert fald på den strækning.
 
Nina Jensen, Tangmosen 36, Faaborg
 
Læserbrev i FAA d. 25.3.2015
 
Der er større problemer end hundelort
 
Det er ufattelig betryggende at læse om mennesker, som går op i hundelorte. Det viser jo, at disse mennesker lever i et land, hvor hverdagsproblemerne er små, ja måske endda næsten ligegyldige.
 
Tænk at have en hverdag så indholdsløs, at man for at skabe lidt forandring er nødt til at gå rundt og tælle hundehømhømmer for derefter at gøre det til et problem
 
Jeg vil alligevel opfordre byens hundeejere til at lægge endnu flere hilsener, så disse kære ubeskæftige mennesker kan få noget mere at gå op i. Man kunne jo også anskue, at den harmfulde hundeejer kunne foregå med det eksempel at lufte sin hund, hvor den kan lægge sit visitkort på andet end fortove, asfalt og fliser. Gik man de rette steder, var behovet for hundeposer ikke så nødvendige.
 
Ville disse behjertede mennesker og turistvenner virkelig gøre noget for vores by, ja så er der ting, som måske er mere væsentlige, for skal vi gøre byen pæn og indbydende, tror jeg, det ville have meget større betydning, at vi begyndte at kigge på gamle plastikposer, glasskår og tomme øldåser.
 
Faaborg, specielt efter en weekend, giver næsten indtryk af at være en glimtende krystalby i hvide og grønne nuancer, garneret smukt med tomme øldåser samt henslængt tom emballage af forskellig art.
 
Jeg tror, måske en kende naivt, at langt de fleste sætter større pris på at få en hundelort op mellem tæerne end at lege fakir og udføre stepdans på glasskår.
 
Lad os gøre byen mere præsentabel, begynd der, hvor det batter noget, lær de unge mennesker, at tomme flasker, uagtet hvor stor branderten er, ikke er kasteskyts. Selv om man har hamstret øl i Tyskland, ja så kan man godt tage de tomme dåser med hjem.
(forkortet af red.)
 
Af A. H. Staunsholm, Lagonis Minde 8a 1.
 
 
 
Læserbrev i FAA d. 20.3.2015 
 
Hold fortovet frit for hundelorte
 
Det er ikke kun i Faaborg, der er problemer hundelorte. Her i Millinge er vi i løbet af det sidste års tid blevet invaderet af dette ulækre objekt, som ligger på vores fortove og cykelstier lige der, hvor man sætter sine fødder.
 
Det er jo uforståeligt, at man ikke som hundeejer kan tage sig sammen til at samle op efter sin hund, det er bare en plasticpose og haps, så er der rent igen
 
Jeg har selv altid en taske med, hvor jeg kan opbevare posen til jeg kommer til en affaldsspand. Der er også hundeejere, som samler op men derefter smider posen fra sig. Jeg har set en stor pose med indhold ligge inde i et privat bed.
 
Som hundeejer vil jeg opfordre alle andre hundeejere til at holde vores fortove rene, så vi alle kan gå her uden at skulle have øjnene i jorden hele tiden.
 
af Jytte Taono, Assensvej 228, Millinge
 
 

Læserbrev i F.A.A d. 15.7.2014

Støjende asfalt i Faldsled.

I avisen har der været artikler om ny asfalt i Faldsled. Vi har læst, at der skal ny belægning på vejen fra Millinge til kommunegrænsen til Assens. Det bliver småsten mage til dem, vejen er lappet med.

Vi har en stor bøn: Kan vi ikke få lyddæmpende asfalt gennem Faldsled by??

Vi har tidligere haft en god belægning, så fik vi stenpletter på vejen som lapper. Det har givet meget mere støj i hus og have.

Lad os få god asfalt på gennem byen som i gamle dage. En asfalt mage til den i Horne (ny) og Millinge.

I de sidste mange år har vi fået mere tung trafik gennem byen, og det giver mere vejstøj.

Vejen benyttes af turister, motorcykler, cyklister, store lastbiler og traktorer.

Har kommunen ikke råd, så vent med Faldsled by til næste år. Tænk på cyklisterne, brug kun stenbelægning på mindre veje.

Nu får vi støj i Faldsled. Støjen rammer alle huse i byen

af Kaj Helge, Strandparken 2 Faldsled, Millinge

 

Læserbrev i FAA. Bruno Clausen:

25. dec. 2014

SF´s Jakob Holm er en farlig mand.

SF´s Jakob Holm er en farlig mand - for lokalsamfundene, borgerne og demokratiet.
 
Det fornemmede jeg allerede første gang, jeg var til et møde med ham omkring år 2000, da han sad og grinede hånligt over borgernes ønske om at bevare Håstrup Bibliotek, og det er blevet bekræftet på deprimerende vis i pressen og ved møder gennem årene.
 
Det er ellers  mange år siden, at SF udsprang af et totalitært parti som DKP, og det er partiet for længst ude over, men øjensynligt med reminiscenser hos Jakob Holm, der ikke respekterer en demokratisk beslutning om skolestrukturen i kommunen, men nu fremturer med vilde fremtidsplaner om skolelukninger.
 
Desværre har han aldrig forstået at gøre noget godt, idealistisk og positivt for borgerne, og det er det, der er med til at skabe politikerlede.
 
Lokalsamfundene arbejder intenst og dygtigt på at styrke deres profil og institutioner/søjler, og det burde alle politikere koncentrere sig om at støtte - og sætte eventuelle embedsmænd med vilde planer på plads. 
 
Arbejdsro må være mantraet for de kommende år.
 
Om det er realistisk at gøre børnepasning gratis, skal jeg ikke kunne sige - men i så fald må finansieringen komme fra andre steder, for eksempel prestigeprojekter i Faaborg og Ringe.
 
 
Bruno Clausen, Flægmosevej 1 Svanninge
 

Læserbrev i FAA, Bodil Jensen:

30. dec 2014
Dette er en kommentar til Bruno Clausens indlæg d. 25.12.2014 (hvor Bruno Clausen kaldte Jakob Holm en farligmand, fordi han foreslår gratis børnepasning finansieret ved lukning af 6 landsbyskoler, red).
 
Jeg kan ikke se, du har noget at have din kritik af SF´s Jakob Holm i.
Du er tilbage i år 2000. Kan du virkelig huske ansigtsudtryk, der er så langt tilbage? 
 
Du virker på mig som en "sur" gammel gubbe, der ikke har fået sin "sukkermad" i nogen tid.
 
Det ville være ønskværdigt, at vi hver især undlader at kritisere alt og alle, blot fordi man har nogle andre indgangsvinkler. Alle kan jo komme med diverse indlæg i diverse medier, men ikke kun de "sure" er ønskværdige for mig.
 
Vi har heldigvis ytringsfrihed under ansvar her i vort dejlige Danmark, og kan bruge de trykte ord uden at slås med våben, men lad dog de "kommunale rødder" få lidt ros og tilkendegivelse, for det er sikkert  ikke altid sjovt at sidde i toppen af pyramiden.
 
Bodil Jensen, Pilehaven 36d, Pederstrup.
 
 
 

Læserbrev FAA, Bruno Clausen

2.1.2015:

Heldigt, at han har trofast støtte.

Heldigt for Jakob Holm (SF), at han har en trofast støtte i form af Bodil Jensen, Pederstrup. Desværre har hun misforstået situationen i temmelig høj grad.
 
Jeg kender ikke Bodil Jensens alder, selv er jeg årgang 1959 og i fuld vigør - og jeg har som et af mine mottoer "Glæden bør være sjælens grundstemning" - så Bodil Jensens betragtninger om "en sur, gammel gubbe" virker nærmest lidt komisk.
 
Om hun selv er forkalket med hensyn til at huske tilbage til 2000 eller blot anser andre for at være det, er uvist, men naturligvis kan jeg da huske Jakob Holms attitude i 2000.
 
Jeg har interesseret mig for politik både lokalt og nationalt, siden jeg var otte-ni år i 1968 med digre udklipsmapper til følge.
 
Det kan anbefales Bodil Jensen at klippe ud af aviserne og føre dagbog.
 
Når Jakob Holm d. 9/10 svarer på spørgsmålet, om han kan garantere, at Vester Åby Skole ikke bliver den næste, der lukker, svarer han: "Ja det kan jeg godt". 22/12 kommer han så med forslaget om at lukke 6 af de 13 skoler, så der for eksempel kun er 2 i gl. Faaborg Kommune. Kalder Bodil Jensen det troværdighed?
 
Jeg har stor respekt for de fleste af Jakob Holms kolleger, blandt andre hans partifælle Torben Smith, men når en mand skifter holdning hele tiden, og man som landsbyboer ikke tør vende ryggen til en politiker, uden billedligt talt at være bange for at få en kniv i ryggen, går respekten desværre fløjten - og dette er sket gentagne gange og altid fra samme politikers side.
Nej sådanne holdninger skal hverken have ros eller ro.
(forkortet af red.)
 
Bruno Clausen, Flægmosevej 1, Svanninge